De spedalskes kirkegård ligger under parkeringspladsen

Parkeringspladsen ved Stubbekøbing Hallen ligger på en lav forhøjning syd for udfaldsvejen vest for byen. Kigger man ned i asfalten, er der markeret en firkant. Den firkant er omridset af et middelalderligt kapel, og rundt om det ligger en kirkegård, som ingen kendte til før 1994.

Stedet hed Skt. Jørgensgården. Det var byens spedalskhedshospital.

Hvad der står i papirerne

Skt. Jørgensgården i Stubbekøbing omtales i 1481. Den slags institutioner blev nedlagt i 1542, få år efter reformationen, og derefter forsvandt stedet ud af byens bevidsthed. Efter nedrivningen lå området hen som landbrugsjord. I begyndelsen af 1900-tallet blev terrænet planeret, fordi der skulle være forlystelsessted på grunden. Det hed «Casino». Ingen af de mennesker, der gik derud for at more sig, vidste, hvad de gik ovenpå.

Udgravningen i 1994

I 1994 registrerede arkæologerne 900 kvadratmeter af en hidtil ukendt middelalderlig kirkegård med et muligt kapelfundament og 13 øst-vest-vendte skeletgrave. Ved den efterfølgende udgravning kom tallet op på mindst 45 grave.

Det er beskrivelsen af skeletterne, der gør fundet særligt. Fund og Fortidsminder skriver, at hovedparten af skeletterne er tydeligt deforme, og at en tredjedel af gravene er børnegrave. Spedalskhed æder knoglerne, og den slags spor holder sig i jorden i hundreder af år. En tredjedel børn er samtidig et vidnesbyrd om, at Skt. Jørgensgården ikke kun var et sted for gamle mennesker. Det var et sted, hvor familier endte.

De to tal, 45 grave og 60 individer, modsiger ikke hinanden. En grav kan rumme mere end ét sæt knogler, og materiale kan hjemtages fra andet end en hel grav. Fund og Fortidsminder tæller grave, Liv i Stubbekøbing tæller individer.

Kapellet i asfalten

Kapellet var funderet på en stensyld. Det havde tegltag, og gulvet var lagt med teglklinker. Bygningens omrids er i dag markeret i asfalten på parkeringspladsen, så man kan gå rundt om det uden at vide, hvad man går rundt om.

Og det er ikke det hele. Storstrøms Amts kulturmiljøregistrering skriver rent ud:

Ved fremtidige anlægsarbejder bør man være opmærksom på at kirkegårdens østlige halvdel er bevaret.

Storstrøms Amt, Kulturmiljøer i Stubbekøbing Kommune, side 149

Halvdelen af kirkegården er altså aldrig blevet gravet ud. Den ligger urørt under jorden øst for det, der blev undersøgt i 1994. Der er ingen planer om at hente den op, og det er der ingen grund til at der er. Men det betyder, at stedet stadig er et gravsted, og at enhver gravemaskine, der sætter skovlen i den jord, skal vide det på forhånd.

De to kapeller inde i byen

Skt. Jørgensgården var ikke byens eneste kirkelige institution ved siden af sognekirken. Der er dokumenteret to kapeller, og ingen af dem kan findes i dag.

Skt. Gertruds kapel

Kapellet omtales i 1532 i forbindelse med gods, der blev skænket til det. Der kendes et gildessegl, og Skt. Gertrud er betænkt i et testamente fra 1497. Fund og Fortidsminder skriver, at det er sandsynligt, at der er tale om en Skt. Gertruds-institution med herbergs- eller hospitalsfunktion, altså et sted for vejfarende og syge. Beliggenheden kan ikke bestemmes nærmere. Kapellet antages nedlagt efter reformationen.

Danmarks Kirker nævner, at der var et Skt. Gertruds gilde i byen, og at det sikkert var knyttet til kapellet for denne helgeninde. Gildets seglstempel fra 1300-tallet opbevares på Nationalmuseet.

Guds Legems kapel

Danmarks Kirker nævner desuden et Guds Legems kapel i Stubbekøbing i 1497. Det er uvist, om det havde tilknytning til sognekirken, og der er ikke mere at sige om det end det.

Nej, der lå ikke et kloster

Ingen af de faglige kilder nævner et kloster i Stubbekøbing. Franciskanerklosteret på Falster lå i Nykøbing, hvor klosterfløjen på Kirkepladsen blev fredet i 1981. Der findes en gade i 4850, der hedder Klosterstræde, men den ligger ikke i den gamle bykerne, og et gadenavn er ikke et kloster. Tre institutioner uden for sognekirken er hvad kilderne giver: en Skt. Jørgensgård og to kapeller.

Bering Liisberg spekulerede i 1912 over, om navnet Fribrødreå gemmer et minde om Skt. Jørgensgårdens beboere. Det er hans formodning, ikke en etymologi, og han skriver det selv som en tanke.

Hvad man kan se i dag

Ingenting, ud over asfalten og markeringen. Der er ikke rejst en sten, og der står ikke et skilt med et navn. Det er formentlig i orden. Men de fleste, der parkerer der, tror, de parkerer på en parkeringsplads, og det er kun halvdelen af sandheden. Under bilerne ligger en kirkegård for mennesker, som byen i sin tid flyttede udenfor, fordi de var syge, og som den derefter glemte i 450 år.