Byen der lavede kridtpiber

Trap Danmark skriver én sætning, som er værd at læse to gange: «I 1700-tallet havde Stubbekøbing to specialer, kridtpibefabrikation og pottemageri, hvis produkter blev afsat i store dele af Danmark.»

En købstad på 500 mennesker, der forsynede store dele af landet med rygepiber af hvidt ler og med lerpotter. Det er ikke et almindeligt erhvervsgrundlag for en dansk provinsby, og det er formentlig den mest konkrete ting, vi ved om, hvad folk her lavede med hænderne for 250 år siden.

Men byen var noget andet før det. Den var stor.

Sildeeventyret

I senmiddelalderen levede hele Østdanmark af sild. Trap Danmark skriver, at sildefiskeriet i Øresund havde afgørende betydning for Stubbekøbing, og at byen omkring år 1500 havde et leje med plads til 66 boder på Falsterbo, altså på Skånes sydvestspids, hvor sildemarkedet lå.

Boderne var byens plads i det store marked. Bering Liisberg dokumenterer det i sin bog fra 1912 blandt andet med et brev af 13. august 1523, hvor Frederik 1. giver en mand en bod på Falsterbo, «som ligger norden op til thett pryttske fithh oc østen for Stubbekoping leje». Dansk Wikipedia oplyser desuden, at kong Oluf i 1386 gav byens mænd frihedsbrev på et fiskeleje på Munkholm, som de da havde haft i 40 år.

En påstand, vi ikke kan bekræfte. Det står lokalt, at Stubbekøbing skulle have været fritaget for Skånetolden. Det ville være en usædvanlig og god historie, men den er ikke fundet bekræftet i Trap Danmark, i Danmarks Kirker eller hos Liisberg. Indtil nogen kan pege på brevet, står den her som en påstand og ikke som et faktum.

Da byen var større end Nykøbing

Det mest håndfaste mål på byens vægt er en skatteopkrævning. Da der i 1557 skulle skaffes penge til et krigsskib, blev Nykøbing sat til at yde mindre end halvdelen af det, Stubbekøbing blev pålagt. I 1559 havde byen borgmester, rådmænd og byfoged, og handelen gik på England og Holland.

Vendepunktet kom i 1594, da Nykøbing blev enkesæde for dronning Sophie. En by med et hof omkring sig trækker handel, håndværk og embedsmænd til sig, og fra da af blev Stubbekøbing overhalet. Kansellisekretæren Arent Berntsen kunne dog endnu i 1656 skrive, at byen «har belejlig Seilads, saa med største Skibe til Byen kan anlægges».

Indbyggertal

Ca. 3.500 omkring år 1500: Trap Danmark gengiver tallet, men skriver selv «det er blevet beregnet». Det er meget højt for en dansk provinskøbstad, og det bør læses som et skøn.
511 i 1672: Efter svenskekrigene og efter at handelen var flyttet.
467 i 1787: Byen var altså mindre i kridtpibernes tid end hundrede år før.
1.191 i 1855 og 1.615 i 1901: Væksten kom med havnen og dampskibsruterne.

1682: byen mister sin ret

Faldet blev gjort officielt med en forordning af 28. januar 1682. Stubbekøbing er nævnt blandt de købstæder, der ikke længere måtte drive udenlandsk handel, og som ikke længere skulle have borgmester og råd, men kun en byfoged. Byen beholdt navnet købstad og mistede indholdet af det. Latinskolen blev nedlagt i 1740.

Det er i den periode, de to specialer opstår. Kridtpiber og pottemageri er begge fag, der kan bæres af en lille by uden søhandel: man skal bruge ler, brænde og en presse eller en drejeskive, og varen kan sendes videre med pram.

Portene i Vestergade

Købmandsgårdene lå langs Vestergade. Trap Danmarks arkitekturartikel fremhæver Trojels Gård, hvis forhus er byens ældste grundmurede byggeri med tegltag. Huset ligger på Vestergade 16 og har været fredet siden 1919.

Kilderne daterer Trojels Gård forskelligt. Slots- og Kulturstyrelsens fredningsliste skriver blot «Forhuset (1700-tallet)». Trap Danmark skriver «(før 1771)». Begge dele kan være rigtige, men det er Trap, der er præcis, og fredningslisten, der er den officielle tekst.

Det bedste spor efter handelen er ikke husene, men hullerne mellem dem. Portene står stadig i gadebilledet. Foreningen Liv i Stubbekøbing beskriver, hvad de førte ind til: «Portene førte ind til de bagvedliggende gårdspladser med baghuse. Her kunne være købmandshandel, heste og kvæghandel, slagtervirksomhed, bryggeri, pottemageri, pibemager, og forskellige andre håndværk.»

Pottemageren og pibemageren står altså i den sætning. De to specialer, Trap nævner, lå bag de porte, man går forbi i dag.

Handelshuset P.W. Wulff blev grundlagt i 1801, og det var købmand P.W. Wulff, der bestilte Liisbergs byhistorie til 100-året i 1901. Bogen nåede ikke at udkomme, mens han levede. Den kom først i 1912.

Havnen, byen ikke havde

I det meste af sin historie havde Stubbekøbing ingen havn. Den gamle naturhavn var Noret, en vinkelformet fjord øst og syd for byen. Den sandede til og forsvandt helt, da der blev anlagt en vejdæmning mod Ore, formentlig allerede i 1300-tallet.

Hvordan det så ud bagefter, står i et kongebrev af 30. august 1743: «udi Stranden befindes 5 gamle Steder, som endnu have sine Kampestene, hvorpaa Folkene neppe kan gaa til deres Baade». Alt gods måtte køres ud i vandet til pramme. Det er den by, der fremstillede kridtpiber: uden kaj, uden kran, med varer båret ud i vandet.

1839 og omkring 1840: lånet bevilges, og der anlægges en køremole med brohoved.
1842: en egentlig havn.
1851: første udvidelse. 1878: en betydelig udvidelse.
1859 og 1866: rutefart til Vordingborg og til København.
1931: havnen udbygges med en vestlig del. Trap skriver 1931 til 1932.
Fra 1970'erne: fiskerihavnen bliver lystbådehavn.

På det opfyldte område vest for trafikhavnen kom kornmagasiner og en fiskeindustri, der ifølge Storstrøms Amts registrering i mange år var byens største arbejdsplads. Korn var byens vare fra 1700-tallet og frem, først som prameksport, siden fra kaj. Den høje silo på havnen står der endnu.

Så byens økonomiske historie er ikke en lige linje. Sild, så handel på England og Holland, så tab af rettigheder, så to små håndværk, så korn og en havn, der kom 500 år efter, at byen fik brug for den.