Genforeningsstenen, som byen ikke ville betale for

I 1920 blev Sønderjylland dansk igen, og over hele landet rejste sognene sten for det. Der blev samlet ind, holdt taler og sunget. Journalisten Johannes Vejlager skrev bagefter Genforeningsmindesmærkernes Historie og gik land og rige rundt for at få hver enkelt sten med. Da han kom til Stubbekøbing, fik han en historie, der ikke lignede de andre.

Ingen ville betale

Vejlagers beretning er gengivet i Fund og Fortidsminder. Den lyder sådan her, med hans egne udeladelser:

Stenen, der var skænket af købmand Boas, blev fragtet til opstillingsstedet på en blokvogn forspændt fire heste. (...) Som et af de eneste steder i landet, kunne der i Stubbekøbing ikke skabes interesse for at støtte sagen. (...) Da en indsamling til rejsningen af mindestenen blev sat i værk, kom der ingen bidrag. Efter store anstrengelser lykkedes det at få indsamlet ca. 200 kr. Politiske uoverensstemmelser resulterede i, at stenens indskrift blev holdt til det neutrale (...). Afsløringen, der fandt sted 28. november 1920, blev foretaget af A. W. Mathiesen i overværelse af omkring 200 mennesker. Stenen blev overdraget byen uden nogen deltagelse fra byrådet, hvilket blev bemærket af den lokale avis Lolland-Falsters Folketidende: 'Man plejer dog at sige Tak, naar man faar noget foræret.'
Johannes Vejlager, Genforeningsmindesmærkernes Historie, gengivet i Fund og Fortidsminder, sted- og lokalitetsnr. 070111-32

Læg mærke til, hvor mange oplysninger der ligger i de få linjer. Selve stenen kostede ikke byen noget, den var foræret af en købmand. Indsamlingen til at få den rejst gav ingen bidrag overhovedet, og de cirka 200 kroner, det til sidst lykkedes at skrabe sammen, kom efter store anstrengelser. Vejlager skriver, at Stubbekøbing var et af de eneste steder i landet, hvor der ikke kunne skabes interesse for sagen. Det er en hård dom fra en mand, der havde besøgt hundreder af sogne.

Derfor står der så lidt på stenen

Indskriften er kort. Der står «SØNDERJYLLAND 1864 - 1920» under en opgående sol. Årstallene henviser til nederlaget i 1864 og til genforeningen i 1920. Ikke andet. Ingen vers, ingen navne, ingen hilsen fra byen.

Det er heller ikke tilfældigt. Vejlager skriver rent ud, at politiske uoverensstemmelser resulterede i, at indskriften blev holdt til det neutrale. Stenens sparsomhed er altså ikke en stilistisk beslutning. Den er et kompromis mellem folk, der ikke kunne blive enige om, hvad der skulle stå.

Hvad der ligger i soklen

I stenens sokkel er der indstøbt en flaske. I flasken ligger oplysninger om mindestenen, et komplet sæt ernæringskort fra 1. verdenskrig, prospektkort af bygninger i byen og tørrede ærter.

Ernæringskortene og de tørrede ærter er den bedste detalje i hele historien. Rationeringen under 1. verdenskrig lå kun to år tilbage, da stenen blev rejst, og de mennesker, der lagde flasken i soklen, valgte ikke at gemme noget festligt. De gemte beviset på, hvad de havde manglet. Det er en tidskapsel, der handler mere om sult end om sejr.

Stenen i tal

28. november 1920: Afsløringen, foretaget af A. W. Mathiesen i overværelse af omkring 200 mennesker.
Ca. 200 kr.: Det samlede indsamlede beløb.
1,68 m: Mindestenens højde.
4,30 x 5,20 m: Det cirkulære anlæg omkring stenen.
Fredningsnr. 432753: Stenen er fredet. Den er registreret i Fund og Fortidsminder som 070111-32.

Hvor den står

Stenen står i dag på campingpladsen på Gl. Landevej 4. Det lyder som et mærkeligt sted at have et fredet mindesmærke, men stenen er ikke flyttet hen til campingpladsen. Campingpladsen er kommet hen til stenen. I 1920 var stedet byparkens vestligste grænse.

Lystanlægget vest for byen er byens grønne anlæg langs Dosseringen ud mod Grønsund, og det rummer flere sten. Storstrøms Amts kulturmiljøregistrering nævner mindesten for anlæggets udvidelser, en mindesten for overlærer Andersen, der levede fra 1839 til 1900, og netop en genforeningssten.

Kilderne er uenige om, hvornår anlægget blev anlagt. Storstrøms Amt skriver 1881 til 1882. Trap Danmark skriver 1882 til 1888. Liv i Stubbekøbing skriver, at købmændene Wulff og Boas fik idéen i 1882, og at jordstykket blev købt i 1888. Alle tre er enige om, at overlærer Andersen stod for anlæg og beplantning, og at der blev plantet efter hans tegninger. Det sikreste er at skrive, at anlægget blev til i 1880'erne, og nævne både 1882 og 1888.

Navnet Boas dukker altså op begge steder. En købmand Boas forærede stenen i 1920, og en købmand Boas var med til at få idéen til anlægget i 1882. Om det er den samme mand eller to generationer af samme familie, siger kilderne ikke, og så skal vi ikke gætte på det.

Hvorfor historien er værd at kende

Genforeningssten står der som regel og fortæller om national begejstring. Denne her fortæller om det modsatte. Om en by, hvor ingen ville betale, hvor uenigheden var så stor, at indskriften måtte tømmes for holdninger, og hvor byrådet ikke gad møde op, da stenen blev givet væk. Avisens sætning står tilbage som den mest præcise dom over det hele. «Man plejer dog at sige Tak, naar man faar noget foræret.»

Der findes hundredvis af genforeningssten i Danmark. Der findes ikke mange med den historie.