Stubbekøbing Kirke

Kirken på Torvet er byens ældste bygning, og den er også den bygning, der er blevet lavet mest om på. Nationalmuseets store værk Danmarks Kirker bruger 35 sider på den. Her er det, der er værd at vide, før man går ind.

Bygningen

Kirken består af et romansk skib med kor i overgangsstil, og hertil sengotisk sakristi, nordkapel og tårn. De romanske dele er af kridtsten med tegl brugt dekorativt, resten er røde munkesten. Af det oprindelige basilikale skib er søndre sideskib, arkademuren og østgavlen bevaret.

Målene er værd at lægge mærke til. Skibet måler indvendig 60 gange 40 romerske fod à 29 centimeter, og midtskibet udgør nøjagtigt halvdelen af bredden. Det er ikke tilfældigt. Det er en bygning, nogen har regnet ud.

Brandlaget under korgulvet

Gravninger i koret har vist et lag trækul og aske omkring 30 centimeter under gulvet. Danmarks Kirker er forsigtig med at tolke det:

Det kan ikke afgøres, om dette brandlag markerer en vådeild, eller om det skal sættes i forbindelse med de krigeriske begivenheder midt i 1200'rne.

Danmarks Kirker, Maribo Amt bind 1, side 261

Branden kan have været grunden til, at det romanske kor omkring 1250 blev erstattet af det senromanske kor, der står i dag. I sidste halvdel af 1200-tallet blev midtskibets vestgavl og hele nordre sideskib desuden revet ned, og der blev bygget en ny nordmur cirka 2,5 meter uden for den gamle. Den overhvælvning, man havde planlagt, blev aldrig udført. Skibet stod med fladt bræddeloft helt frem til 1881.

Otte lag kalkmalerier

Danmarks Kirker registrerer otte lag kalkmalerier i kirken. Fire af dem er værd at kende.

• Nr. 1, 1250 til 1300, over korbuen. Kristus på regnbuen i mandorla med de fire evangelistsymboler, og otte apostle under rødbrune arkadebuer. Kornerup malede dem hårdhændet om, da korbuen blev flyttet i 1881.
• Nr. 4, omkring 1400, nu forsvundet. Den hellige Eligius' legende, 235 gange 100 centimeter. Mirakelsmeden med det afhuggede hesteben, mens han med tangen kniber en djævel i næsen. Djævelen er fremstillet som en fristerinde. Billedet kendes kun fra Kornerups akvarel fra 1881.
• Nr. 5, omkring 1480, på nord- og østvæggen i S. Annas kapel. S. Severinus med en kirkemodel, S. Nicolaus med bog, pesthelgenen S. Rochus, der fremviser et pestsår, og S. Martin til hest, der skærer en flig af sin kappe. Baggrunden er blomster og stjerner.
• Nr. 6, 1513 til 1521, på korgavlens nordside. Pave Leo 10.s våben under indskriften «sanctu(s) Paulu(s) Leo papa X».

Pavevåbnet er det, Museum Lolland-Falster fremhæver på deres byvandring, og med god grund. Et pavevåben på en kirkevæg i en falstersk købstad fortæller om byens forbindelser i årene lige før reformationen, som få år efter afskaffede paven i Danmark.

Eligius-legenden er den, man gerne ville have haft tilbage. Eligius er smedenes skytshelgen, og legenden om det afhuggede hesteben, som smeden skoede og satte tilbage på hesten, hører til de mest fortalte i middelalderen. Billedet i Stubbekøbing tog den et skridt videre og lod smeden klemme djævelen fast i næsen. Det billede findes ikke længere. Det gør akvarellen fra 1881.

De fire klokker

Kirken har fire klokker, og de har navne.

Tårnet, som staten betalte for

I 1790 bevilgede statskassen 1000 rigsdaler til en ny tårnafslutning, fordi tårnet, som det hed, ansås for et vigtigt og uundværligt sømærke. Kirken er altså delvist betalt af hensyn til skibene på Grønsund. Øverst i den gamle mur på tårnets vestside sidder jerncifrene 1790.

Baggrunden var, at tårntoppen fra 1633 var faldefærdig. Det hed sig, at det var frygteligt for menigheden at søge Guds hus, og klokkerne blev ringet med livsfare. Tømrermester Sebastian Brun og murermester Adam Zimler fra Vordingborg bød 4500 rigsdaler på opgaven. Byggeriet blev sjusket. Kirkeværgen erklærede, at tårntoppen var så flad og hæslig, at den beskæmmede hele bygningen, og tømrermesteren blev dømt til at rette fejlen.

Tårnet fra 1633 havde været 54 alen og 22 tommer højt, cirka 6,5 meter højere end det nuværende. I 1852 fik tårnet et lavt pyramidetag, og i 1881 til 1882 blev et middelalderligt sadeltag rekonstrueret.

Restaureringen 1881 til 1882

Før restaureringen havde der været planer om helt at rive kirken ned. I stedet blev den gennemgribende ombygget under ledelse af Hans Storck. Trap, 5. udgave, angiver H.B. Storck og V. Ahlmann som ansvarlige. Det romanske skib blev rekonstrueret på de gamle fundamenter, dog 18 tommer bredere end det oprindelige.

Danmarks Kirker lægger ikke skjul på sin vurdering af arbejdet:

De bevarede middelalderlige dele blev hårdhændet skalmuret, og skibets korte vestforlængelse blev ganske uhistorisk klædt med kridtkvadre.

Danmarks Kirker, Maribo Amt bind 1, side 268 til 269

Meget af det, man ser på ydersiden i dag, er altså 1880'ernes forestilling om middelalder, lagt uden på middelalderen selv. Det er værd at have med, når man står på Torvet og kigger op.

Inventar med årstal

Om kirkens helgen skriver Danmarks Kirker forsigtigt, at den efter en sen tradition har været viet til S. Anna, som der var opført et kapel for ved kirken. Formuleringen «efter en sen tradition» er værd at bide mærke i. Trap, 5. udgave, kaldte den uden forbehold S. Annæ kirke. I 1464 nævnes Vor Frue og S. Peders altre, i 1535 S. Olufs alter.

Hvorfor kirken ikke står på fredningslisten

Der er præcis tre fredede bygningsanlæg i postnummer 4850. Kirken er ikke et af dem, og det er ikke en fejl. Folkekirkens kirker over 100 år er beskyttet efter anden lovgivning end bygningsfredningsloven, og de indgår derfor ikke i Slots- og Kulturstyrelsens fredningsliste. Beskyttelsen er der. Den står bare et andet sted.